Deldig.dk er lukket

DELDIG LUKKEDE DEN 21. MAJ 2018
MANGE TAK TIL ALLE JER SOM VAR MED TIL AT GØRE DELDIG TIL DET FANTASTISKE STED DET HAR VÆRET GENNEM DE SIDSTE 10 ÅR.

TAK FOR DENNE GANG

For snart en dekade siden, startede deldig som et sted hvor man kunne dele sit liv, tanker og spørgsmål med andre i et anonymt univers med fokus på en god og behagelig omgangstone. Siden vi startede er der blevet delt mange tusinde personlige beretninger i bloggen, og stillet og besvaret mindst lige så mange tusinde spørgsmål i forummet. Mange af jer fandt her et frirum, hvor i kunne dele alt muligt fra jeres liv - også det som ellers ville have været svært at dele med andre.

Det har ikke været nogen nem beslutning, at skulle lukke deldig, for det har virkelig været et fantastisk sted med nogle lige så fantastiske og dejlige mennesker som delte sig her. Men tiderne har skiftet, og der er desværre ikke længere et holdbart grundlag for, at køre en lille dansk service som deldig videre på en god og ordenlig måde.

Tak for din tid her på deldig! Mange af jer har haft en direkte positiv indflydelse på andres liv gennem jeres kommentarere og indlæg som andre har kunnet genkende sig selv i - tak for det!

Måske vender deldig tilbage i en eller anden form engang, måske ses vi et andet sted derude på det store internet :-)

De bedste hilsner
Deldig

Dagens gang på deldig

Når man klikkede sig ind på deldig, var der altid nye og interessante indlæg fra sidens brugere. Emnerne varierede fra almindelig hyggesnak og over til seriøse problemstillinger, som man kunne få vendt med andre, som enten kunne relatere til emnet eller se det fra en anden synsvinkel.

Sidens blogsektion, blev af mange brugt som en slags åben dagbog, hvor der blev skrevet både stort og småt. Der er mange fordele ved at skrive dagbog, det kan f.eks. hjælpe med at skabe ro i ens tanker fordi man får tingene ud af hovedet, det han også hjælpe til at huske de rare ting i livet, og ved at kigge tilbage på sin dagbog kan man lære af sine erfaringer. Og ved at tage noget så personligt som en dagbog og dele den med andre, så får man tilmed mulighed for feedback på sine oplevelser og tanker - og her var deldigs brugere faktisk rigtig flinke til at komme med venlig og konstruktiv feedback.

Forummet var stedet hvor man kunne stille spørgsmål om alverdens ting, og få svar fra andre som enten havde viden om det efterspurgte, eller som kunne anskue problemstillingerne fra forskellige vinkler. Det var en af styrkerne ved et fællesskab med så stor diversitet som der var på deldig, her var vi brugere i aldersgruppen 18 - 90 år (nogle lidt yngre og en enkelt lidt ældre), ligesom her var både mænd og kvinder. Og så kom vi alle med en forskellig baggrund.

Hvis man ser på andre steder på nettet med en stor diversitet blandt sidens brugere, så ender det ofte i en ubehagelig omgangstone, især når folk kan få lov at være helt anonyme. Men på deldig var der generelt en god omgangstone, hvilket også betød man her kunne finde et fristed, uden stor risiko for tilsvininger fordi man havde en anden holdning end andre. Selvfølgelig var deldig heller ikke helt fri for den slags, men det var ikke noget samlignet med så mange andre steder på nettet, og sidens frivillige moderatore og admins gjorde også en stor indsats for at sikre vores regler for god omgangstone blev overholdt.

Endnu en gang, tak til alle som som brugte deldig og som hjalp med at gøre siden til det den var!

Intro video

Her under kan du se en lille intro video til deldig. Det er en ret gammel video, så den er ikke i noget der bare ligner HD kvalitet, men den giver stadig et lille billede af hvad deldig var for en størrelse.

Historien om deldig

De første indlæg på deldig.dk blev skrevet i 2008, hvor nogle udvalgte brugere fik adgang til at teste det nye online fællesskab, inden den officielle lancering der skete nogle måneder senere. Men historien om deldig starter faktisk endnu længere tilbage, så læn dig tilbage og snup en kop kaffe eller hvad du nu ellers er til, for her får du hele historien om deldig. 

Hvis du er en af de gamle brugere her på DD, så kender du sikkert en del af historien, men måske er der også noget du ikke vidste. Uanset hvad, hvis du har været en af vores mange brugere på et eller andet tidspunkt, så er det hyggeligt du lige kigger forbi, selvom fællesskabet nu er lukket ned - vi er mange der savner deldig.

Way Way Back

I sidste halvdel af 1990’erne havde mange danskere fået en internetforbindelse, men der var bare ikke så meget dansk indhold på det her nye smarte internet. En lille privat hjemmeside havde dog siden 1997 samlet links til det indhold der var, og skrevet artikler og guides om alt det smarte man kunne bruge nettet til. Da hjemmesiden efterhånden var blever ret godt besøgt, blev den omdannet til en større webportal der i 2001 blev lanceret under sit eget domænenavn som var alfanexus DK.

Webportalernes storhedstid 

I starten af det nye årtusinde var webportaler som Yahoo og Jubii det helt store, og de klarede sig fortsat godt på trods af at dot com-boblen netop var brast. Og i 2001 blev alfanexus så også lanceret som en moderne webportal som bød på en masse forskellige ting, herunder et debatforum som hurtigt blev en central del af portalen. Allerede i 2002 blev alfanexus dog overtaget af en anden webportal, som så viderførte forummet - ja du har nok allerede gættet at det var det forum der blev til deldig, men det kommer vi til lige om lidt.

Webportalernes fald og de sociale mediers optur

Der gik dog ikke længe inden webportalernes storhedstid var forbi. Der var ikke længere samme behov for store alt-mulig-portaler, Google var blevet den foretrukne måde at finde hjemmesider med, og større dedikerede sociale netværk som MySpace (2003) og senere Facebook (2006) var ved at blive populære. Men mange af de mindre debatfora klarede sig fortsat godt, trods de nye store amerikanske sociale mediers fremmarch.

Da deldig blev til

Nogle år senere, mere præcist 2008 blev det besluttet at forummet der startede som en del af alfanexus i 2001, skulle flyttes ud på sit eget domæne, og blive til et selvstændigt online fællesskab. Egentligt var det slet ikke deldig.dk som i første omgang blev valgt som domænenavn, det blev nemlig først købt i starten af 2009 efter flytning og test af det nye site var startet. Men allerede kort inde i udviklingsprocessen af det nye forum, stod det klart at det her ikke bare ville blive en flytning af et forum, men noget helt nyt, og da det nye site handlede om at dele sig i et online univers blev siden kaldt deldig.dk, som officielt åbnede op for nye brugere i maj 2009.

En ny start

Der blev taget godt i mod det nye deldig, og siden blev hurtigt populær og velbesøgt. Hvad der tidligere havde været et generelt debatforum, var nu et online fællesskab hvor sidens brugere stadig debaterede forskellige emner og hyggesnakkede, men deldig havde også en blog platform, og da det gennem de senere år var blevet populært at blogge, blev blog sektionen hurtigt en af de mest benyttede funktioner på sitet. Hver bruger kunne have deres egen personlige blog, men alle indlæg blev også vist på forsiden og og andre steder på sitet, hvilket betød at selv en ny bruger hurtigt fik mange læsere, ligesom blogindlæg blev kommenteret flittigt.

Bedre webdesign

Deldig voksede hurtigt, der var god økonomi i siden, og brugerne var glade for at være en del af DD. Men der skulle også afsættes mere og mere tid til support, da deldig var begyndt at tiltrække flere brugere som ikke nødvendigvis var specielt teknisk orienterede, og som derfor havde et større behov for at få hjælp til at bruge sidens forskellige funktioner. Derfor blev en professionel webdesigner, med stor ekspertise inden for webdesign og brugervenlighed, sat til at lave et nyt design til hjemmesiden. Deldig's webdesigner står i dag bag et webbureau, som netop er specialiseret i effektivt og optimeret hjemmeside design med den gode brugeroplevelser i fokus.

I 2012 var sitet klar med sit andet store redesign - og det skulle hurtigt vise sig hvor stor betydning en hjemmesides design har på dets succes.

Med det nye design var der blevet lagt stor vægt på at gøre de forskellige funktioner mere brugervenlige, og det var blevet enklere af oprette nye indlæg de rigtige steder. Så der var både mindre behov for support, og mindre behov for moderatorer at flytte rundt på fejlplacerede indlæg. Designet var også blevet tilpasset så det bedre matchede flertallet af brugere. I de tidlige dage da det kun var et forum, var det hovedsagligt mænd der brugte siden, men de senere år havde det ændret sig, så der nu var flest kvinder, selvom diversiteten var ganske stor, både hvad angår køn og alder.

En eksplosion af nye brugere

Det var ikke kun brugerne som var glade for det nye design, det var søgemaskinerne også, og antallet af nye brugere steg meget kraftigt på kort tid, samtidig med der var færre nye brugere som faldt fra inden de rigtig kom igang med at bruge siden. Og det var jo fantastisk og det var ikke til at få armene ned, i starten i hvertfald, for når det pludselig vælter ind med nye og meget forskellige mennesker, så kan det nemt gå ud over de eksisterende - og det gjorde det desværre her. 

Der er intet der er så godt, at det ikke er skidt for noget

En af de specielle ting ved deldig, har altid været den generelt gode omgangstone, som nye brugere gennem tiden hurtigt havde taget til sig, men nu kom der så mange nye på en gang, som hver havde deres måde at kommunikere på, og som også havde meget forskellige emner de ville dele. Forsiden blev oversvømmet af nye og meget forskellige emner, som de eksisterende brugere havde svært ved at relatere sig til, og det betød desværre at en del af sidens gamle brugere gav op, og flyttede væk. Nye brugere forsvandt også hurtigt igen, da det hele tiden var forskellige grupper af brugere som dominerede indholdet på siden. Og som om det ikke var nok, så var der også en stor stigning i spammere, som konstant postede indlæg der ikke havde noget med siden at gøre, så der blev brugt mange resourcer på at ryde op efter dem.

Tilbage til kerneværdierne

Fra et forretningsmæssigt synspunkt gik det godt, men vi bevægede os væk fra det formål deldig var sat i verden for, så det var tid til at få ryddet op på sitet og komme tilbage til kerneværdierne. Det blev bl.a. tydeliggjort hvad deldig handlede om og hvem siden var for, allerede inden en ny bruger registrere sig. Deldig handlede om livet, tanker, erfaringer, spørgsmål og svar, og ikke reklame for produkter eller religiøse og politiske overbevisninger, og formålet var heller ikke at fungerer som datingside. Derudover var målgruppen, voksne mennesker over 18 år, så det blev også tydeliggjort. Der blev ligeledes gjort meget ud af at fremhæve vores Code Of Conduct, som blandt andet beskrev regler for omgangstone på sitet.

I løbet af nogle måneder lykkedes det at komme tilbage til vores kerneværdier, og selvom det betød lidt mindre aktivitet på sitet, så var det en succes, og nogle af de gamle brugere vendte også tilbage med tiden.

Ny platform

Tiden gik stille og roligt, men den platform som deldig var bygget på, var ikke helt fulgt med tiden, og der var ikke umiddelbart udsigt til at det amerikanske firma der stod bag fik styr på tingene i en nær fremtid. Så det blev besluttet at finde en ny platform som var mere nutidig, men det var ikke helt nemt, for vores udviklere havde gennem tiden bygget en masse custom code som udgjorde deldig og de muligheder siden havde. Men det lykkedes at finde en god løsning, som det var nemt at udvikle videre på, og det gjorde vi det meste af 2015, og var klar med en ny version af deldig i udgangen af 2015.

Det var deldig’s trejde store opdatering på 6 år, og vi stod nu med et site der var bedre end nogensinde. Sådan en stor ændring kan ellers nemt gå galt, men ved at involvere mange af sidens brugere i udviklingsprocessen, var det lykkedes at komme godt i mål - internettet og brugen deraf var dog i forandring.

Begyndelsen på enden

Deldig var et fantastisk online fællesskab, men økonomien begyndte at lide, udgifter til drift var stigende mens indtægterne var faldende. Deldig var en annoncefinansieret side som var gratis at bruge, og konceptet med annoncefinansierede hjemmesider havde fungeret godt siden den første udgave af debatforummet fra 2001, men tingene havde ændret sig de seneste år. Store amerikanske virksomheder som facebook og google, løb nu med annoncekronerne, da de havde indsamlet enorme mængder data om folk, og derfor kunne tilbyde bedre og mere målrettet annonceplads, og her kunne vi ikke være med, dels fordi vi var for små, men også fordi vi fra dag et, havde vægtet vores brugeres privatliv meget højt, det var vigtigere end profit - en af vores kerneværdier var jo netop et sted man kunne dele sig med andre helt anonymt på nettet. Men det var ikke engang den konkurrence der var den værste, der var nemlig også en stor stigning i besøgende som benyttede adblockere, hvilket betød vores annoncer ikke blev vist og der derfor ikke var nogen indtægt, selvom den slags besøg stadig resulterede i en udgift til drift og support.

Vi gør det bare endnu bedre

Det var ikke kun deldig der var udfordret på annonceindtægterne, det var de fleste andre danske medier også. Netaviser som tidligere havde væres gratis at læse, imødekom den øgede brug af adblockere med brugerbetaling, en løsning vi også overvejede på deldig, men det ville betyde at brugere ikke længere kunne være helt anonyme, så vi forsøgte i stedet at gøre det endnu bedre, i håb om at tiltrække flere brugere. I 2017 blev der derfor udviklet en række nye tiltag, som skulle øge sidens aktivitet, der var stangeret.

Deldig siger farvel

De seneste par år, havde alle vores direkte konkurrenter lukket ned, det kunne ikke løbe rundt for dem. Det kunne umiddelbart lyde som en gave for os, men sandheden var at det heller ikke rigtig løb rundt for os. Selvom vi stadig havde aktive brugere, var interessen faldende for den type online fællesskaber, og en stor del af dem som brugte siden, blokerede for de annoncer som skulle finansiere driften af siden. Og selv om de seneste tiltag havde haft en positiv effekt, så var det ikke nok.

Derfor blev den sværeste beslutning i deldig’s historie truffet, og det var at lukke ned for sitet, hvilket skete den 21. Maj 2018.

Kontakt deldig

Deldig er ikke længere aktiv, alt indhold og alle brugerprofiler er blevet slettet. Måske åbner vi op på ny en dag, men indtil da eksistere denne side kun for at sende en sidste hilsen til sidens gamle brugere og for at fortælle vores historie.

Der er således heller ikke nogen at kontakte længere, men skulle du af en eller anden grund have behov for at kontakte os, så kan du prøve med nedenstående mail, men forvent laaang svartid.

© DELDIG.DK